Chardonnay er ugens stjernesluger


Chardonnay er måske mainstream, men når den rammer sit højdepunkt, overgår den alt andet.
Nogle elsker dem, andre hader dem – vine lavet på druen chardonnay! Der er ingen tvivl om, at chardonnayen har en kæmpe fanskare, både blandt producenter og forbrugere, og det skyldes flere ting. Først og fremmest er den let at dyrke i stort set alle vinproducerende regioner, og derudover giver den et godt resultat de fleste steder. Den bliver sommetider lidt mainstreamagtig i sit smagsudtryk, men når den rammer sit højdepunkt overgår den alt andet. Nogle vil måske pege på den alsidige riesling-drue, som værende bedre, fordi den er fantastisk til både tør og sød vin, men skulle jeg personligt kåre en vinder blandt tør hvidvin, må det være chardonnay.
Og så til det, som det hele handler om, nemlig to fremragende testvine gjort på netop chardonnayen. Antonin Rodet fra Bourgogne står bag en sprød og lækker Macon-Village, der torpederer tungen med frisk ananas og citruspræg – i øvrigt meget typisk for området. Man kan næsten ikke forvente sig mere til 45 kroner.
Kommer vi derimod op i det dyre prissegment, finder vi et usædvanligt interessant indspark fra Chile – nærmere bestemt det kølige Casablanca Valley. Errazuriz er på banen med en hvidvin lavet på »naturligt gær«, hvilket vil sige, at man i produktionen har anvendt gærceller, som florerer naturligt i vinmarkerne. I Chile bruger man typisk kulturgær, fordi gæringsprocessen er lettere at styre og mere forudsigelig, men de producenter, som modsat vælger »vildgæren«, opnår sædvanligvis mere karakterfulde vine. I Errazuriz’s »chardonnay wild ferment« finder man da også et brag af en vin, der trods de 139 kroner er et aldeles glimrende køb. En mere diskret faddossering ville formentlig have bragt den op på de seks stjerner – men flot, flot.

http://www.berlingske.dk/article/20071117/livsstil/111161361/

Ingen kommentarer: